Kastration af hankatte

Ved en kastration fjerner dyrlægen hankattens testikler og dermed kan han ikke lave killinger. Derved letter man tilværelsen for den hankat som ikke skal bruges til avl. En intakt (ikke-kastreret hankat) strejfer vidt omkring for at finde hunkatte i løbetid og bliver udsat for en lang række farer. Han kommer i slagsmål med andre hankatte og er derved mere udsat for betændte bidsår og bylder, og for at blive smittet med de dødelige sygdomme FIV (katte-AIDS) og FeLV (smitsom katteleukæmi). Han vil beskytte sit territorium indædt og også her komme i slåskamp, ligesom han vil møde andre med samme intentioner.

En stor del af en intakt hankats adfærd er uhensigtsmæssig, hvis han skal leve som familiekat. En intakt hankat markerer sit territorium med urinstrint, og den intakte hankats urin er meget mere ildelugtende end den kastrerede kats. Desuden er den intakte hankat meget lidt hjemme.

Kort sagt har den kastrerede hankat bedre odds for at leve et langt og sundt liv end den intakte.

Kryptorkisme

Nogle kattes testikler udvikler sig ikke normalt, men bliver siddende i bughulen eller i lyskekanalen frem for at falde ned i pungen. Dette kalder man kryptorkisme. Kryptorkisme kan være enkeltsidig eller dobbeltsidig, det vil sige at det er den ene eller begge testikler, der ikke er faldet på plads. Kryptorkisme medfører en øget risiko for testikelkræft idet testiklen ligger for varmt. Kryptorkide hankatte bør kastreres, både for deres helbreds skyld, men også fordi kryptorkisme er en arvelig tilstand. En kryptorkid hankat vil således avle flere kryptorkide hankatte.


Et eksempel på ensidig kryptorchisme: til venstre den tilbageholdte testikel og til højre den normale. Størrelsesforskellen er her meget tydelig.

Hvorfor man skal vælge kastration?

Man bør lade sin hankat kastrere, hvis den ikke skal bruges til avl. Udover de mange helbredsmæssige fordele er en meget stor og vigtig årsag: Hvert år havner tusindvis af katte på landets internater som uønskede eller herreløse katte, som ingen tager sig af.

Mange synes, at kattens selvstændige væsen retfærdiggør at lade dem passe sig selv, selv sørge for mad og avle, men sandheden er, at det er vores tamkatte og vores samfund slet ikke indrettet til. Der findes i virkeligheden meget få reelle vildkatte i Danmark, resten er af den ene eller anden årsag herreløse og har behov for at blive taget hånd om. Ved at lade sin kat være intakt og lade den avle, er man medvirkende til at bringe flere herreløse katte ind i verden. En intakt hankat kan lave killinger, hver gang han møder en hunkat i løbetid. Det kan blive til mange killinger, idet en intakt hankat kan have et meget stort territorium som typisk huser adskillige hunkatte.

Desuden kan de før omtalte smitsomme og dødelige sygdomme FIV (katte-AIDS) og FeLV (smitsom katteleukæmi) florere og vokse sig til et stort problem.

(tekst til billedet ovenfor: Her ser han ud til at hygge sig, men livet er barsk for en intakt hankat)

Hvad skal man være opmærksom på ved kastrerede katte?

Stofskiftet kan ændre sig en smule ved kastration, og det er vigtigt at være opmærksom på at hankatten ikke bliver for tyk, men dette løses let ved at administrere foderet anderledes og evt. anvende et kalorielet foder. Det er vigtigt at forebygge overvægt, da denne kan resultere i alvorlige sundhedsmæssige problemer for katten.

Det er desuden vigtigt at fodre sin kat hankat med et kvalitetsfoder som forebygger urinvejsproblemer, herunder dannelse af urinvejssten. Urinvejsproblemer er desværre et alvorligt problem for mange hankatte, men kan undgås ved hjælp af det rigtige foder.

Læs mere om FIV (katte-AIDS) og FeLV (smitsom katteleukæmi) på vores hjemmeside