Vaccination
Hvorfor vaccinerer man sin hund?
Grunden til man vaccinerer sin hund er for at beskytte den mod
nogle af de livstruende, smitsomme sygdomme. De fleste vacciner,
der benyttes i Danmark indeholder vaccine imod parvo-, smitsom
leverbetændelse og hundesygevirus. Den vaccine vi benytter på
Silkeborg Dyrehospital indeholder desuden vaccine imod leptospirose
og kennelhoste. De 4 førstnævnte sygdomme er livstruende.
Kennelhoste ikke er livstruende, men er meget generende for
hunden.
Vaccinationsprogram
Når en hund er 8 uger skal den vaccineres første gang (1.
basisvaccination) og igen inden for 4 uger senere (2.
basisvaccination). Når en hund først er basisvaccineret skal den
efterfølgende vaccineres 1 gang årligt. Hvis man ikke får givet 2.
basisvaccination inden for 4 uger efter 1. basisvaccination er det
ikke sikkert vaccinen dækker og hunden skal derfor gennemgå et nyt
basisvaccinationsprogram.
Vaccinerne mod parvo-, smitsom leverbetændelse-, hundesygevirus
og leptospirose dækker næsten 100% så der ses kun yderst sjældent
vaccinegennembrud.
Vaccinen mod kennelhoste som er en del af vores normale årlige
vaccine, giver en vis beskyttelse mod kennelhoste, men
vaccinegennembrud ses af og til. Hvis man vil give sin hund optimal
beskyttelse mod kennelhoste (fx forud for ophold i hundepension
eller udstillinger hvor der er mange andre hunde), kan man supplere
med en vaccine som gives i næsen. Denne vaccine virker i løbet af 3
uger.
Kan alle hunde vaccineres?
En vaccine virker ved at man sprøjter død- eller svækket virus
ind i hunden. Hundens immunforsvar danner derefter antistoffer mod
virus. Det er disse antistoffer, som beskytter hunden. Hvis hunden
er syg, har dens immunforsvar travlt med at bekæmpe den sygdom som
hunden allerede har. Giver man hunden vaccine i denne periode er
det derfor ikke sikkert immunforsvaret har overskud til at danne
antistoffer, og derved virker vaccinen ikke. Derfor kan man komme
ud for at man ikke kan få vaccineret sin hund, hvis dyrlægen finder
en sygdom hos hunden under sundhedsundersøgelsen, der laves forud
for vaccinationen, og man må vente med at vaccinere hunden til den
er rask.
Vaccinationer hvis man skal til udlandet
Hvis man skal til udlandet, skal man forud for rejsen undersøge,
hvad der er af regler. Det skal gøres i god tid, da der i visse
tilfælde kan gå næsten et halvt år fra den vaccinen er givet, til
man kan få tilladelse til at rejse til udlandet med dyret.
Reglerne for dette kan ses på Fødevarestyrelsens hjemmeside:
http://www.foedevarestyrelsen.dk/ImportEksport/Rejse_med_kaeledyr/forside.htm